jeg er ved at miste dig..

jeg elsker hende og hun betyder så meget for mig som min veninde. men vi er ved at glide fra hinanden jeg ved hun læser dette og ved det gør ondt på hende men kan ikke få mig selv til at sige det til hende. hun har hjulpet mig igennem så meget alt mit lort jeg har grædt og grædt og grædt i flere dage sammen med hende. kunne ikke sove medmindre hun holdt om mig. snakkede med hende konstant og boede næsten ude ved hende hele sommerferien. første gang jeg mødte hende havde jeg lyst til at dele alt med hende men nu går alt bare galt ? min familie kan ikke li hende og hun kan ikke li min familie. ligemeget hvor meget mig og min familie skændes så betyder deres mening alligevel et eller andet. jeg er hendes lillepige og alt i hende vil beskytte mig men i kampen på at beskytte mig endte det med at hun sårede mig.. jeg kæmper en kamp hverdag men gnisten er ved at gå ud. jeg ville ønske jeg kunne snakke med hende som jeg engang gjorde men det kan jeg ikke mere jeg fortæller hende ingenting og vi kan ikke holde en samtale kørende mere. jeg får det dårligt hvergang jeg skriver/snakker med hende for har lyst til bare at snakke ligesom dengang men et eller andet i mig kan ikke mere. jeg er ved at miste håbet om at det her kan holde. jeg elsker at være sammen med hende føler ligesom om hun er min søster men hun ændre sig tit fortiden og jeg kan ikke li det. vi kan sidde og grine og hygge os mega meget og så ligepludselig ændre hendes humør sig og hun skræmmer mig. ture næsten ikke snakke til hende. i starten kunne jeg leve med hendes humørsvingninger for de kom ik så tit de var ik så store og jeg kunne nemt ændre hendes humør igen. men de blir værre jeg blir mere og mere bange og det har jeg aldrig været før. jeg har altid haft respekt for hende ligesom jeg har for alle andre men nu er jeg begyndt at blive bange nogle gange... jeg er så forvirret og ved overhovedet ikke hvad jeg skal gøre mere... jeg vil ikke gi op endnu men jeg ved heller ikke om jeg kan blive ved med at kæmpe :'(